Medlemskab

Som medlem af Den Danske Folkekirke er du medlem af en kristen kirke i Danmark.

Folkekirken er evangelisk-luthersk. Betegnelsen stammer fra reformationen i 1500-tallet, hvor man i forlængelse af Martin Luthers reformation fremhævede evangeliet i forhold til den katolske kirkes tradition. 

Medlemsbidraget til folkekirken opkræves som kirkeskat. Det betyder, at der ikke betales medlemsbidrag for børn eller unge uden skattepligtig indkomst.

Alle er velkomne til gudstjenester i folkekirken. Du kan også deltage i kirkelige fællesskaber og gøre brug af kirkernes mange tilbud som f.eks. koncerter, kirkekor, studiegrupper, foredragsaftener, babysalmesang, spaghetti- og rockgudstjenester og meget andet.

Som medlem har du ret til konfirmation, at blive gift i kirken og ved livets afslutning at blive kirkeligt begravet eller bisat.

 

Du kan ikke på samme tid være medlem af folkekirken og et andet trossamfund.

Slutter du dig til et andet trossamfund, så ophører dit medlemskabet af folkekirken automatisk.

Du skal selv oplyse det til enten sognepræsten eller kirkekontoret, så oplysningen kan registreres i kirkebogen - og dermed i CPR-registeret.

Du melder dig ind i folkekirken ved at blive døbt. Hvis du er medlem af et andet evangelisk-luthersk trossamfund i Danmark, kan du blive medlem af folkekirken ved at tilslutte dig en menighed i folkekirken. 

Hvis du er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet, bliver du automatisk medlem af folkekirken, når du flytter til Danmark, med mindre du meddeler, at du ikke ønsker det. 

Er du døbt i et andet kristent trossamfund, kan du også blive medlem af folkekirken.

Hvis du har meldt dig ud, og gerne vil indmeldes i folkekirken igen, skal du kontakte din sognepræst. Under alle omstændigheder er det en god idé at kontakte præsten i dit sogn, hvis du vil være medlem.

Hvis du vil melde dig ud, skal du tage kontakt til præsten eller kirkekontoret i dit sogn. 

Er du under 18 år, skal indehaveren af forældremyndigheden træffe beslutningen. 
Er du fyldt 15 år, skal det dog ske med dit samtykke. 

Kirkebogsføreren registrerer udmeldelsen i kirkebogen. Herved bliver den automatisk registreret i CPR-registret. Du får derefter tilsendt en ny fødsels- og dåbsattest med en påtegning om, at du er udtrådt af folkekirken, og hvornår det er sket. 

Overvej konsekvenser før du melder dig ud
Melder du dig ud, har du ikke ret til kirkelige handlinger og din beslutning vil blive respekteret som en tilkendegivelse af, at du ikke ønsker kirkens medvirken ved dine personlige mærkedage. Du bør fortælle dine nærmeste om udmeldelsen og tale med dem om, hvordan du ønsker begravelse eller bisættelse.

Som medlem af folkekirken støtter du også via kirkeskatten en lang række kulturelle og sociale tiltag som kirken er involveret i. Når du melder dig ud af folkekirken, trækker du samtidig din støtte tilbage til disse lokale tiltag landet over. Nogle vælger af samme årsag, at fastholde medlemskabet af folkekirken, selv om de ikke selv er troende.
Du kan godt få dit barn døbt, selv om du ikke selv er medlem af folkekirken.